Katharerne

, også kendt som albiginensere, var en kristen sekt, der var udbredt i 1100-tallet og 1200-tallet i Languedoc i Frankrig og i Norditalien.

Betegnelsen kathar stammer sandsynligvis fra det græske καθαροί – "de rene". En af de første gange, man støder på ordet, er hos Eckbert von Schönau, der i 1181 på latin skrev om kættere fra Köln: Hos nostra germania catharos appellat ("I Tyskland kalder vi disse mennesker katharer.")

Katharerne blev også omtalt som albigenserne. Denne betegnelse stammer fra slutningen af det 12. århundrede og blev brugt af krønikeskriveren Geoffroy du Breuil af Vigeois i 1181. Betegnelsen henviser til byen Albi (oldtidens Albiga) nordøst for Toulouse. Betegnelsen er i øvrigt misvisende, idet Albi kun var ét af mange af katharismens brændpunkter; bevægelsen havde ikke noget centrum og blomstrede foruden i Languedoc i områder i det nuværende Italien, Tyskland, Nordfrankrig og Spanien.

Katharernes trosopfattelse

Katharerne var, ligesom oldtidens gnostikere, stærkt dualistiske og så den fysiske verden som værende frembragt af en ond skabergud, en demiurg. Faktisk troede katharerne på to guder, en god og fuldkommen åndens skaber og en ond og ufuldkommen materiens skaber, hvilket ikke gjorde dem populære hos den katolske kirke. Katharerne sagde, at det materielle univers var tydeligt ufuldkomment og stillede spørgsmål ved hvordan det kunne være skabt af et Væsen, der både er fuldkomment og almægtigt:

”For hvorfor er alt omkring os her

som om en mindre gud havde verden skabt

men havde ej kraft at skabe den efter sin vilje.”

Det var ud fra denne præmis, at katharerne byggede deres tro. Derfor forkastede katharerne Gud i Det Gamle Testamente, som de mente var Satan, demiurgen. I stedet for den katolske Bibel hvor Det Gamle Testamente er en del af havde katharerne andre bøger. En af dem var kendt som ”Johannes Bog”, der bl.a. indeholdte en udgave af Johannesevangeliet.

Bogen foregiver desuden at være en privat åbenbaring givet af Jesus som svar til ”den elskede discipel” der lænede sit hoved til Herrens bryst ved den sidste nadver.

I den beskriver Kristus hvordan Satan, som var en strålende engel, ønskede at gøre sig lig med Gud. Til det formål tog han elementerne jord, luft, ild og vand og skabte med dem det materielle univers. Derpå lokkede han et antal engle til at forlade himlen og dele hans rige med ham, og han lovede dem, at ”Hvis I vil lytte til mig, vil jeg anbringe min trone i skyerne og blive som Den Højeste Høje… og jeg vil herske med jer over en verden uden ende.” Efter at han derefter havde skabt jorden og dyrene, som beskrevet i Genesis, ”udtænkte han videre og skabte mennesket i sit billede, og bød en engel fra den tredje himmel træde ind i et legeme af ler. Og han tog deraf og skabte endnu et legeme af form som en kvinde, og han bød en engel fra den anden himmel træde ind i kvindens legeme. Men englene klagede, da de så en jordisk form omkring sig, og at de var ulig af form. Og han bød dem at gøre kødets gerning i deres legemer af ler, men de kendte ikke til at begå synd.” Så Satan førte dem ind i Paradis og fristede dem. På den måde gik det til, at ”visse af de engle som faldt fik skikkelse af en kvinde og modtog kødet fra kødets lyst, og således er ånd født af ånd og kød af kød, og således er Satans rige opbygget i denne verden” og at ”hellige væsner sås at have legemer af ler på grund af deres overtrædelser og var derfor overgivet til død”.

Dette er i uddrag en af de almindeligt udbredte trosopfattelser blandt katharer.

Katharernes samfund

Katharerne havde et præsteskab og biskopper, kaldet perfecti der betyder ”de fuldkomne”, parallelt med den katolske kirke. De praktiserede i almindelighed kun ét sakramente ”consolamentum”, der blev givet ved håndspålæggelse og blev set som Åndens dåb. Efter at have modtaget consolamentum skulle man leve syndfrit på alle livets områder, bl.a. afholde sig fra kød og seksuelt samkvem. Hvis man efter modtagelsen overtrådte disse krav, var man fortabt. Af den grund modtog de fleste først consolamentum umiddelbart før døden.

Dem der valgte at modtage consolamentum tidligere blev kaldt ’de fuldkomne’ og de kunne optages i det kathariske præsteskab. Kravet om cølibat for ’de fuldkomne’ blev håndhævet strengt. Som princip tog man afstand fra formering, da det var at gå i den onde skabers tjeneste. Men de accepterede det dog for menigmand, såfremt det foregik kontrolleret i ægteskabet.

Katharernes fald

Katharerne blev i 1209 en sådan anstødssten for den katolske kirke, under Pave Innocens II, at den foranstaltede et egentligt korstog ind i Lanquedoc, det såkaldte albigenserkorstog. Det første store slag fandt sted ved Bézier og blev indledt den 22. juli 1209 under kampråbet: ”Caedite eos. Novit enom dominus qui eiu” og ”Dræb dem alle. Herren kender sine egne”.

Kampene stod på, indtil kirkens - eller måske snarere den franske konges - sejr i 1229. I år 1229 oprettedes Inkvisitionen der derefter stod for afhøringer og henrettelser. Først den 2. marts i 1244 kapitulerede den sidste katharbastion, borgen Montségur, og godt 200 katharer, der nægtede at omvende sig til katolicismen, blev brændt på bålet. Årene efter blev endnu flere brændt og der var strenge straffe til alle kathar-sympatisører.

Den sidste perfecti, Guillaume Bélibaste, blev henrettet og brændt på bålet i 1321.